SUSANNE CHRISTENSEN
ARI UP OG POLY STYRENE IN MEMORIAM

 

Ari Up / Ariane Daniele Forster (17. januar 1962 – 20 oktober 2010)
Poly Styrene / Marianne Joan Elliott-Said (3. juli 1957 – 25. april 2011)

Ariane rejser med sin mor Nora fra München til London lige før den store punkeksplosion. I 1976 møder den 14-årige Ari Palmolive og Viv Albertine på en koncert. Palmolive har en lyserød plastikgris hængende fra den ene øreflip, og Vivs kjole er dekoreret med dinglende tamponer. Ari har skoleuniform på, men opfører sig så vildt at de andre bemærker hende og opsøger hende. Palmolive vil starte et band, gerne med Ari i front – det virker rigtigt, synes hun. Planerne ligger og murrer længe, Viv er genstridig, et rent pigeband er bare en gimmick, mener hun. I Noras hjem kommer alle Sex Pistols-kids, alle kan crashe her. Viv giver sig endelig, og året efter åbner The Slits for The Clash – pigerne har kun øvet et par uger. The Slits står for en stor provokation, ikke bare for mainstreampublikummet, men også for punkpublikummet som konstant angriber dem; de kan ikke spille, de kan ingenting. Punks er ikke piger.

I årene mellem 1977 og 1979 hvor pladen Cut udkommer har The Slits udviklet sig enormt, langt væk fra den stereotype, ærkehvide og ærkemaskuline, skramlende rock ‘n’ roll som er basis i den britiske punk. Pigerne hører dub reggae og blander de ujævne og funky rytmer med punk-vers og punk-stil. På forsiden af Cut poserer de med nøgne overkroppe, smurt ind i mudder. Spekulativt? Egentlig ikke, for billedet er mærkeligt. De pigekroppe som i damebladene normalt fremvises som skæve og asymmetriske, som står med indadvendte fødder og knækkede knæ, kroppe som kan tages, plukkes som blomster, som ikke har en egen vilje, står helt stift oprejste. De rygsøjler som burde sno sig på charmerende vis peger i stedet lige mod himmelen, defiant. Nøgne, smurt ind i mudder og stolt oprejste, benene solidt plantet, endda med håndfladerne vendt udad. Det giver et bizart indtryk, skræmmende.

I tillæg er rytmerne på pladen all over the place. Trommerne speeder op og ned i tempo, som styret af en eller anden utilregnelig menstruationscyklus. I sangen «Typical Girls» synger Ari om den tæmning og træning som møder os alle, men hårdest alligevel pige-væsnet. Dette væsen sætter vi på plads og træner til underlegenhed: «Don’t create, don’t rebel,» lyder det i skolen, i reklamer, ud af forældres og politikeres munde, fra alle sider.

Punks er ikke piger, og et band kan ikke hedde The Slits. En «slit» er en spalte, gerne skåret åben med en kniv, og er også et ord som bruges om det kvindelige kønsorgan. Pigerne i The Slits opfattes som aggressive, en kastrerende kraft, men den voldelige fortolkning kommer ikke fra dem selv, men fra en fremmed mand på gaden. Manden sniger sig tæt ind på Ari en dag, han tager en kniv frem og skærer hendes jakke op, ridser hende ned ad ryggen og råber: «Here’s a slit for you!» Ari såres ikke korporligt, men er dybt rystet.

Ari er ellers godt på vej til at forlade sin mentale hvidhed, hun har lange dreads, hænger med the dub boys og er optaget af tribalism, stammeliv. Langt senere emigrerer hun med sin familie til junglen i Belize, og siden flytter de til Jamaica. Hendes sprog er allerede i London-dagene et specielt miks af tysk, engelsk og jamaicansk. Mens den maskuline punkkultur er aggressiv og enkel («1-2-3-4»), er The Slits og andre bands som vennerne i The Pop Group optaget af en ikke-konform «fri» musik som i vestlige ører virker yderst arytmisk, eller snarere anden-rytmisk, med en gryende inspiration fra de etniske minoriteter som findes i London i 70’erne. Punkeksplosionen bevæger sig i cirkler ud fra epokegørende Sex Pistols-koncerter. Meget godt kommer ud af dette, en igangsættende energi, men det er ofte stilen som kopieres; vi spytter fordi Johnny Rotten spytter, vi spiller 1-2-3-4 fordi Johnny Rotten spiller 1-2-3-4. Oprøret mod konformiteten fostrer en ny konformitet.

Det er i dette landskab at bands som The Slits og X-Ray Spex går egne veje, med dub-inspiration og funky saxofon. Den legendariske saxofonist Susan Whitby – kendt som Lora Logic – forlader bandet X-Ray Spex da hun er 16 år. Før det har hun skrevet en vifte af sange sammen med Poly Styrene, et udspil som skal blive til et af den britiske punks stærkeste statements, pladen Germ Free Adolescents fra 1978. Lora Logic, en anden slags logik. Som den rebelske geek girl Lisa Simpson spiller hun en wicked saxofon. Du bliver ikke nødvendigvis fri af 1-2-3-4, men du kan opnå frihed hvis du går dine egne veje.

Punken siger nej til det ene og det andet – nej, nej. Men kan vi undslippe den almene træning, den almene tæmning? Poly siger ikke nej, hun lader sig gerne forme, hun spiser det hele, hun spiser alt som serveres for hende, alle de glitrende produkter propper hun i sig. Poly gør som du befaler, hun køber din vare, og så siger hun med en lille stemme, mens hun viser sig frem: «Look, this is what you have done to me, turned me into a piece of Styrofoam, I am your product. And this is what you have created: Do you like her?»

Marianne (også kaldet Marion, også kaldet Poly Styrene) møder punken første gang i en tom koncertsal i Hastings. Her spiller Sex Pistols et sæt bestående af cover-versioner. Poly er sort som Fanden; sorte øjne og sorte uregerlige afrokrøller. Hendes far er fra Somalia, men hendes mor er britisk, deraf den lyse hud. Efter Sex Pistols-koncerten skriver hun en annonce i et musikblad og møder på denne måde Lora Logic, a strange kinda logic. De to klikker, de går begge i bedstemortøj fundet i second hand-butikker, og Lora tilføjer en fri saxofonlyd til Polys frie vers.

På scenen skriger Poly som en arrig Minnie Mouse, hun bruger sin stemme som et våben. Hun har bøjle på tænderne, bærer en soldaterhjelm over krøllerne, er klædt i skrappe neonfarver og bærer gerne på et indkøbsnet i selvlysende plastik. Men som hos Bowie er hendes act «fake» – Poly er en fiktiv figur. Allerede fra starten har hun fattet det; popstjerner er blot endnu et selvlysende produkt i rækken af selvlysende produkter. Hendes indfaldsvinkel er intellektuel, hun formulerer det således: «I’ve always been an observer, not a suffering artist writing from tortured experiences. I was playing with words and ideas.» Netop det idébaserede er vigtigt at bemærke, Poly skriver om jeg-du-relationer – om «obsession» og «bondage» – men enhver begærsrelation er altid allerede gennemsyret af kapitalismen. Dette greb vækker stadig resonans: «Poly lit the way for me as a female singer who wanted to sing about ideas,» siger Kathleen Hanna ved Poly Styrenes død i april i år

Måske det er unødvendigt at understrege at Poly og Lora ikke er specielt optaget af sexyness, men Poly bliver alligevel et af den britiske punks stilikoner side om side med Viv Albertine fra The Slits og den intentionelt sexy Siouxsie Sioux. Det er svært ikke at ane forbindelsen — specielt til Viv Albertine – når man ser på amerikanske popstjerner som Cyndi Lauper og Madonna som kommer krybende ud af skabet i begyndelsen af 80’erne. Poly er intenst opmærksom på den sexyficering som uvægerligt møder enhver kvinde som stiller sig op på en scene. Hun sværger faktisk at hun vil klippe sig skaldet den dag hun bliver til et sexsymbol, et løfte som hun holder: En 19-årig, rasende pige klipper sig skaldet i Johnny Rottens lejlighed – og skræmmer livet af ham.

Den sublime plade Germ Free Adolescents kan betegnes som et energisk manifest mod den eskalerende konsumerisme. Marion har indtaget alle de selvlysende produkter og er blevet til Poly Styrene, og det er Poly som rapporterer om denne tilstand, denne belejring. I nogle af sangene findes et håb om en anden verden i undergrunden, en slags mobiliserende kraft, men for det meste er Poly-figuren totalindskrevet i kapitalismen. Alt er fake og plastik, men under denne kritik findes en skygge, en skygge af noget som er real, eller som i det mindste kunne være real. Punken kommer til syne som den vilde ånds oprør mod materialismen, og Polys oprør har netop en spirituel side. Hvordan skal vi gradbøje? Det intellektuelle, det vanvittige, det spirituelle. Måske er dette positioner de vilde ånder kan flygte igennem?

Men lad os se nærmere på Germ Free Adolescents. På det farvestrålende omslag er alle bandmedlemmer spærret inde i hver sit væskefyldte rør, som test tube babies, bell jar boys. Ingen smitte, ingen kommunikation, intet fællesskab kan opstå her. Forholdet mellem konsumkulturen og identitet belyses igen og igen i sangene, noget som titlerne peger eksplicit på: «Art-I-Ficial», «Identity», «I Am a Cliché», «I Am a Poseur», etc. Protagonisten er tydeligvis af hunkøn, og når truslen fra konsumsamfundet (eller fra punkkulturen, som ikke går fri af kritik) personificeres, er den mandligt kønnet. Modsætningerne er enkle, i en af de mest håbefulde sange mødes han og hun i fælles væbnet kamp på det londonske varehus Woolworth’s. En næsten Rote Armee Fraktion-lignende romance udspiller sig, RAF angreb jo netop tyske varehuse i 70’erne.

Sangen «Let’s Submerge» er en fejring af punkkulturen som males op som en skræmmende og fascinerende, psykedelisk midnatsverden. Det kritiske blik på punkkulturen bliver tydelig i både «I Can’t Do Anything» og «I Am a Poseur» – i førstnævnte sang bliver vores heltinde Poly næsten kvalt af en person ved navn Freedom (eller Freddy), men hun går i alliance med sit kæledyr: «Freedom tried to strangle me/ With my plastic popper beads/ But I hit him back/ With my pet rat.» Jeget kan intet, listen over alt hun ikke kan er endeløs, men en ironisk tone anes: «I can’t spit/ And I can’t kick/ I can’t even be thick» – hun fejler inden for den maskuline punkkultur, hun kan ikke engang være dum. Sangen «I Am a Poseur» er en intelligent analyse af alliancen mellem massemediernes sensationalisme og de poserende punks som iscenesætter tom anti-kunst med chokeffekt. Mente Poly at Malcolm McLaren var en kynisk satan? Sandsynligvis.

Kampen mellem syntetiske og organiske størrelser går hårdt for sig i teksterne. I «Genetic Engineering» tæller Poly ned på tysk og fremmaner et science fiction-agtigt mareridt hvor mennesket skaber en master race af kloner som ender med at tage magten. Alle relationer er præget af konsumkulturen, og det er ikke på en specielt erotisk måde at vi spiser af hinanden: «I live off you/ And you live off me/ And the whole world/ Lives off everybody/ See we gotta be exploited.» En af de mest melankolske sange er pladens titelsang hvor påvirkningen fra reklamer har gjort piger og drenge så neurotiske at de hellere hengiver sig til tvangsmæssig kropshygiejne i stedet for at nærme sig hinanden. Angsten er hendes forsvar: «Her phobia is infection/ She needs one to survive/ It’s her built-in protection/ Without fear she’d give up and die.» Ja, sindene tager virkelig skade, kolonialiseres: «My mind is like a plastic bag/ That corresponds to all those ads/ It sucks up all the rubbish/ That is fed in through by ear.»

Figuren Poly Styrene burde nævnes i samme åndedrag som Ziggy Stardust. I to sange hører vi om Polys tilblivelse, hvordan hun får øjne. Som Ziggy er hun en profet, og punkmusikken bliver en scene hvor hun kan træde frem og berette om sin vision og sit fald. I «The Day The World Turned Day-Glo» trimler Poly-figuren rundt i et stage set fuld af syntetisk materiale og oplever at verden bliver transparent. Det science fiction-agtige bandnavn X-Ray Spex handler netop om syn, om at se igennem verden, se den i alt sin plastikagtige horror. I signatursangen «Oh Bondage Up Yours!» – som ikke handler om kinky sex, og næppe heller om feministisk frigørelse, men snarere om frigørelse fra konsumsamfundets slaveeksistens – begår Poly faktisk et slags rock ‘n’ roll suicide. Poly-figuren sættes op og skydes ned, igennem hende kan vi måske blive frie.

Poly Styrene er en intellektuel sangskriver, men fiktionen om hende er teater i udvidet forstand. I 1978 får Marion en vision, på himlen ser hun et lyserødt lys, alt hun rører ved krakelerer. Hendes mor får hende indlagt, og hun fejldiagnosticeres som skizofren. Derefter er det stort set slut med musikken. Marion bliver opslugt af Hare Krishna og lever gennem 80’erne isoleret i et religiøst kollektiv i London. På den måde forsvinder Poly ind i eksilet, på samme måde som Ari forsvinder ind i junglen.

 

One Response to susanne christensen: ari up og poly styrene in memorian

  1. julie sier:

    oppløftende lesing. HJERTE!

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *