Florence And The Machine på Øya

Foto: Nikolaj Jonas Blegvad

Med engleagtige armbevægelser og sin smukke vokal gav Florence And The Machine en jævn koncert der ikke bød på de store overraskelser

Med et bagtæppe broderet som et gigantisk katedralvindue og med et sortklædt band omkring sig, svævede Florence Welch ind på den røgfyldte Enga-scene på gårsdagens aftenkoncert for at dele ud af sin guddommelige vokal til publikum, der forventningsfuldt havde stået og råbt på sangerinden. Et publikum, hvor hoveddelen var unge kvinder, der deltog aktivt fra begyndelsen og sang med på de pompøse popnumre, som foldede sig ud på festivalens største scene.

Florence Welch var i topform. Med langsomme og engleagtige armbevægelser viste hun sin imødekommenhed med åbne arme og til tider lukkede og drømmende øjne. Hendes løse tøj blæste let omkring hende og gjorde den rødhårede sangerinde til en melankolsk Marylin Monroe.

Efter de første par numre, hvor hun for det mest blev stående, satte hun derefter i gang og løb frem og tilbage på scenen og begyndte at åbne mere op for en snak med publikum mellem numrene. “I’m glad to be back in Norway!”, råbte hun fra scenekanten. Det lykkedes dog ikke helt at få den respons, som hun tilsyneladende ønskede. Selv når hun brugte store ord om kærlighed og samvær og opfordrede alle til at give sidemanden og -kvinden et knus, virkede det lidt tamt og påtaget. “This is a festival!”, råbte hun videre med et stort smil. Men… måske havde det været bedre at holde sig til musikken og ikke komme med alle disse bemærkninger, der egentlig mest virkede som et halvhjertet forsøg på at skabe kontakt.

Måske var det fordi musikken fra Florence And The Machine i sig selv er ganske storslået, at sangerindens snak fremstod så simpel? I hvert fald savnede man ikke noget på det musikalske plan, der levede helt op til de store armbevægelser og almægtighed, som man blandt andet så, da de spillede singlehittet “Never Let Me Go” fra albummet “Ceremonials”. Her kom stort set alle publikumarme i vejret og vejede fra side til side i takt til tonerne fra harpestrenge, klaver og guitar, der løftede Welch’s lyrik og melankoli, og lod den svæve sammen i en symbiose med publikum.

Det var øjeblikke som dette, der virkelig skabte en fantastisk stemning. Og dem var der heldigvis mange af undervejs. Desværre var lyden ikke helt optimal, når man kom lidt længere ned bagved, hvor mange folk stod og snakkede. Man kan diskutere selve bandets repertoire, der til tider spiller på lidt for meget af det samme. Der er ingen tvivl om den dygtige sangerindes kapacitet og evne, men der er indimellem sange, der bliver lidt for pompøse og næsten melodi grand prix-agtige med sin synth og mekaniske trommer. At hun er en dygtig sanger redder ikke altid sangene fra at blive en anelse kedelige og lidt for polerede og glatte. Stemningen til gårsdagens koncert var i god, og store dele af publikum var med fra start til slut i samværet med Florence And The Machine, som leverede det de skulle, men så heller ikke så meget mere.

Du kan LÅNE musikk av Florence And The Machine på Deichmanske bibliotek, Musikkavdelingen

Artiklen er fra GAFFA.dk og publiceret her Florence And The Machine, Øyafstivalen