Roskilde 2013: Pinkunoizu – Sjældent at vi siger “Skal vi ikke lave et countrynummer?”

De har begge spillet på Roskilde Festival tidligere med andre bands som Sort Stue og Le Fiasko, men i år er det første gang, de spiller på festivalen som Pinkunoizu. Deichmanske musikblog har snakket med Andreas Pallisgaard og Jaleh Negari om bandets musik og lidt om japansk digitalmusik som bogstavelig talt slår benene væk under dig.

Tekst og foto: Nikolaj Jonas Blegvad

I festivalprogrammet bliver de omtalt som “Copenhagen experimentors”. Jeg spurgte dem om, hvordan de egentlig forholder sig til eksperimenter som en musikalsk proces.

Jaleh: For vores tilgang til at eksperimentere betyder det en stor del, at vi leger med musikken, mulighederne, lydene, forskellige udtryk og stemninger, mens vi laver den. Det kan også være det at kaste sig ud i ting, vi ikke helt mestrer. Det kan være et vanskeligt beat eller at gå med på noget, de andrer spiller, selv om jeg først tænker, at det er underligt. Man kan hanke op i sig selv og være åben for det og prøve at undersøge, hvad det kan blive til. Både med stemninger og vibes eller for eksempel et eller andet mærkeligt discostykke.
Andreas: Det er også noget med ikke altid bare at vælge den nemme løsning lige på stedet, men i stedet at være åben overfor at rive lidt i genrene. Hvis det for eksempel er en bestemt type nummer, behøver det ikke at være selvsagt, at det skal være en bestemt type beat eller basgang.

Sjældent at vi siger “Skal vi ikke lave et countrynummer?”
Når man læser de mange anmeldelser og omtaler af Pinkunoizu, opdager man hurtigt, at de er vanskelige at sætte i bås. Anmelderne klistrer den ene genre efter den anden på bandet, og hvad de egentlig selv synes om musikgenrer fortæller de her:

Andreas: Jeg synes det er sjovest, når det hele flyder lidt sammen, og man glemmer genrene. Det er fint, at de er der, men det er vildt sjovt, når de løber ind i hinanden.
Jaleh: Jeg tror egentlig, at vores musik er et resultat af, at vi er meget ubevidste om genrer og bare hiver ting med, som falder os ind.
Andreas: Det er i hvert fald meget sjældent at vi siger “Skal vi ikke lave et countrynummer?”. Så er det mere sådan, at vi lige pludselig står og spiller et countrynummer. Det ved jeg nu ikke, om vi egentlig gør, men sådan i princippet i hvert. Vi har ikke bare en idé om, at nu skal det være præcis sådan her, men mere at det er noget, der bare sker. Det er virkelig forskelligt, hvilke genrer folk putter på vores musik. Nogen gange skriver de jazz og world, og andre gange skriver de støjrock. Jeg synes ikke de betgener musikken forkert, men bare meget forskelligt. Jeg kan godt forstå det, for det afhænger af, hvilket nummer de hører. Krautrock-betegnelsen er kommet lidt mere ind i omtalelserne nu. Men det sjove er, at selv den betegnelse er lidt underlig, for krautrock-bands fra 70’erne lyder virkelig forskellige, selv om der sikkert var noget fælles i en idé om trance og noget der repeteres.

Absurde videoer om hvad man gør, hvis atomkrigen bryder ud
På bandets hjemmeside kan man se et stort udvalg af videoer til deres musik. De er ofte sat sammen af en masse korte sekvenser, der skaber en helt særegen æstetik, som passer godt til deres musik.

Andreas: Vi har lavet stort set alle videoer selv ud fra et kæmpe arkivmateriale af videoer med Creative Commons licens. Jeg fandt et arkiv på et tidspunkt, hvor der ligger helt sindssygt mange klip med amerikansk kultur fra 50’erne og 60’erne. Jeg fandt mange absurde reklamefilm og moralske og opdragende videoer om for eksempel, hvad man skal gøre, hvis atomkrigen bryder ud. Så for os var det bare at suge alt ned og klippe det sammen til videoer.

Ny musik eller bare noget gammelt sat sammen på en ny måde?
Der har været en del debat om retro, senest med Simon Reynolds’ bog Retromania, med spørgsmålet om hvorvidt man i det hele taget kan lave ny musik, eller om alt nyt i virkeligheden bare er sammensat af ældre genrer. Pinkunoizu blander selv mange gamle genrer, og jeg spurgte Jaleh og Andreas, om de tror det er muligt at lave noget helt nyt i musikkens verden.

Andreas: Det vil jeg mene, at man kan, og som jeg ser det lige nu, så afhænger det meget af teknologien. For eksempel findes der en japansk musiker, som hedder Ryoji Ikeda, der arbejder meget med frekvenser og bip-lyde. Vi hørte noget i Berlin, hvor han spillede, og det blev fysisk på en måde, som jeg aldrig har oplevet før. Pludselig lød der et BOOM, og mit knæ bøjede og benet knække helt sammen. Det skete fire gange i træk, og jeg kunne ikke styre det. Ligesom den refleks du har, hvis nogen slår dig på knæet med en hammer.
Jaleh: Ikedas musik var sat sammen med nogle visual som bestod af nogle skærme med sorte og hvide prikker, som blev trick’et af lydene i hvert sit tempo henad og nedad. Det startede stille og lignede lidt regn, men så fortsatte det, så det til sidst blev til et helt 3D-agtigt landskab.

At undvige den helt klare identitet
Deres bandnavn er en japans betgnelse for lyserøde frekvenser, som er dem, der ligger lige under hvid støj. I deres musik dukker der indimellem elementer op, der refererer til den østlige verden. Men om deres musik rummer nogle spirituelle elementer, kommenterer de to bandmedlemmer på her:

Jaleh: Der er helt klart noget. Både i østens musik og afrikansk musik og generelt i folkemusik er der noget, der drejer sig om de repetative. Det går også igen i det psykedeliske musik, og det kan vi godt lide. Det at tingene tager sin tid med mønstre, der udvikler og udfolder sig.
Andreas: Med hensyn til bandnavnet, så ville vi gerne have noget lidt fremmed. Noget hvor folk ikke tænker, at det her band er den her type musik. Og måske måtte navnet endda gerne lyde som noget, musikken ikke var. Netop for at undvige den der helt klare identitet.

Pinkunoizu spiller på Pavillion-scenen søndag på Roskilde Festival, og forhåbentlig kommer de også til Norge på et tidspunkt. Sidst måtte de aflyse det, da det desværre blev for dyrt for det københavnske band.

Pinkunoizu er:
Jaleh Negari (trommer)
Jeppe Brix (guitar)
Andreas Pallisgaard (guitar, vokal)
Jakob Falgren (guitar, keys, og foot pedal bass)

Læs mere på Pinkunoizu.com