METTE MOESTRUP
BREV TIL MARA

Göteborg, d. 7. marts, 2011
(svar på Brev til Mette som Mara Lee læste op til Göteborg Poesifestival, 2010.
Senere publiceret som Nytårsdikt)

 

Fra M. til M.
Fra menneske til menneske. Her/her.
Det første M. gjorde, da M. så M.
til seminaret om den litterære offentlighed
i Kungälv, november 2010, var ikke at sige hej, nej,
M. skrev med sin finger i sin håndflade,
mimede en skrivehandling, og M.
forstod, at den gestus betød: Skriv. Svar
på brev til M., M.!
Det var akut. Det er akut.
Her/ her.
Men M. har ikke vidst, hvor M. skulle begynde.
Det vil sige: M. har på en måde ikke skrevet andet
end forskellige svar på Brev til M.
siden M. læste Brev til M.
hvor M. skriver om skriften som forandring og ansvar.
Den andens ansigt. Levinas. Agamben.
En digter er også ansvarlig for det,
hun ikke skriver. Jabes (han skriver han, M. hun).
Skrivandet som forsvinding eller skrivandet som forandring.
Skrivandet som død eller skrivandet som liv.
Roland Barthes eller Hélène Cixous.
Roland Barthes, The Death of the Author, 1977:
Writing is the destruction of every voice, of every point of origin. Writing is that neutral, compósite, oblique space where our subject slips away, the negative where all identity is lost, starting with the very identity of the body writing.
The body writing.
Men kroppen, som skriver, er levende, tænker M.
For så vidt som kroppen, som skriver på Hotel Flora, Göteborg,
natten mellem d. 6. og d. 7. marts, er levende, tænker M.
Det betyder ikke nødvendigvis, at M. refererer til M.
M. for Medusa.
M. for Malina.
M. for maskine måske.
M. for mange.
M. for menneske.
Mange mennesker.
Mmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmm
Hèléne Cixous, The Laugh of the Medusa, 1975:
I don’t want a penis to decorate my body with. But I do desire the other for the other, whole and entire, male or female; because living means wanting everything that is, everything that lives, and wanting it alive.
Dead or alive?
Hvis M. skal vælge, vælger M. alive.
Men det handler også om den skandinaviske samtid,
som M. og M. ikke er døde forfattere i, eller hur?
Danmark, Sverige, Norge.
Racisme, racisme, racisme.
Tager det aldrig slut? No?
Nogen havde skrevet N-ordet (the N-word)
med blå speedmarker
på bagruden i bussen, som kørte M.
fra Kungälv til Göteborg
efter seminaret om den litterære offentlighed,
hvor M. havde holdt foredraget Kritik af den døde forfatter,
som kort sagt var et forsøg på et opgør med idéen
om den hvide, vestlige, mandlige forfatter
som identitetsløs, oprindelsesløs, kropsløs, neutral.
Det er ikke, fordi, M. er gået hen og blevet
biografist eller essentialist
på sine gamle dage; den hånd, som skriver dette,
er både den samme og ikke den samme,
som har lagt mønter på et ligs øjne,
skrællet en rød banan,
redt en barbiedukkes hår,
berørt en nyfødts fontaneller,
men det, som M. mener er,
at kroppen tager plads, finder sted,
tager ordet, skriver skrift i tid.
Kroppen som kontekst, altså, ikke essens.
M. vil, ligesom Lyn Hejinian, ikke have færre, men flere jeg’er,
der alle sammen siger nej til en reduktiv
identitetsopfattelse, herunder også identitetspolitiske
læsestrategier, der eksotiserer eller erotiserer nogle skrivende kroppe
mere end andre skrivende kroppe.
M. er træt af ideen om både eksotisk og erotisk kapital,
M. er i det hele taget træt af kapitaliseringen,
der gennemsyrer alt, M.’s ansigt
er for helvede ikke en vare, som M. vil have valuta for.
Frihed til at skrive i og med den krop, man havde, har og får
er ikke nødvendigvis det samme som at skrive om eller som kroppen.
Du kan inte lämna din krop. Ann Jäderlund.
Enten er alle kroppe lige neutrale og universelle
udsigelsespositioner i skriften,
eller også er ingen kroppe neutrale og universelle
udsigelsespositioner i skriften,
hvem ”jeg” så end var, er og bliver
i skriften, i skriften
kan ethvert jeg selvsagt
være fiktivt eller figur
for et jeg, der taler.
Jeg taler til dig, og du er ikke her.
M. var ikke med bussen.
M. har måske taget en tidligere eller senere bus, det ved M. ikke.
M. konstaterede, at nogen må have gjort sig den umage
at flytte sig fra sæde til sæde, bogstav for bogstav
med en blå speedmarker i hånden, den anonyme hånd,
for N-ordet fyldte hele bagruden
i det offentlige svenske transportmiddel.
Det var, hvad man kan kalde: Glasklar racisme. Eller hur?
Hvem refererer N-ordet i dén offentlighed til?
Hvilken krop? Antagelig ikke den, som havde skrevet det.
M. kunne ikke forstå, at ingen af svenskerne i bussen sagde noget, og M.
sad på bagsædet og var bagfuld
og lænede sit tunge baghoved mod g’et
og forsøgte at transformere
g til j med tankekraft, så der stod:
Nej’er.
Nej i ubestemt flertal.
Men N-ordet stod der selvfølgelig stadig
blåt på den gennemsigtige rude, gennemlyst
af det grå novemberlys,
da M. stod af bussen.
Sverige og Danmark i samme bus, racismens bus.
O NO M.!
O er det bogstav,
man sætter sit kryds ved,
hvis man stemmer på Dansk Folkeparti
i Danmark; O
har været parlamentarisk grundlag for de højreorienterede regeringspartier Venstre og Konservative
i en dekade i Danmark.
Hvad betyder en dekade for en krop?
En krop, der var 13, da det begyndte, er blevet 23 (hej Andreas),
en anden krop, min søn, der var baby, er blevet 11
i løbet af de ti år med VKO-regeringen
har Danmark placeret sig på verdenskortet
som en xenofobisk, islamofobisk og krigsførende nation,
alt i mens anakronismer som bindingsværk, dannebrog og folkedragter
er blevet skamredet som nationalromantiske symboler
i en absurd kamp for en monokulturel fremtid
i en global tidsalder. I modsætning til Sverige
har der i Danmark ikke været nogen
sværmen for det multikulturelle, derimod
en indædt og konfrontationssøgende
insisteren på det monokulturelle.
Et af de mest brugte ord i den danske, kulturracistiske
debat er slet og ret: kulturfremmed.
Kvindeundertrykkelse kaldes fx: kulturfremmed.
Men det er jo løgn. Det kun er 96 år siden,
at kvinder fik stemmeret i Danmark.
Det er et spørgsmål om tid.
Findes ordet kulturfremmed på svensk?
Det er et spørgsmål om tid.
Og Norge? Well,
M. har lige været til en poesifestival i Hamar,
som hed Rolf Jacobsens dagene.
M. fik en en T-shirt med denne digters navn på.
M. havde sin makker M. med,
fordi M. og M. skulle optræde
med performanceduoen SHE’S A SHOW
til Rolf Jacobsen dagene. M. skal måske lige fortælle M.,
at M. er jøde (jew, Jude),
og at ingen havde fortalt M. og M.,
at denne Rolf Jacobsen, som nu er død (dead, Tot),
var nazist under 2. verdenskrig. M. fik også en T-shirt.
Hverken M. eller M. ville tage T-shirten på deres kroppe.
Mens M. og M. var i Hamar, fandt M. og M. altså ud af,
at denne Rolf Jacobsen, som festivalen
jo hyldede, var nazist, men åbenbart havde fortiet
sin nazistiske baggrund selv for sine nærmeste venner,
og i toget fra Hamar til Oslo, talte M. og M. med Ann Jäderlund
om en artikel i Hamarbladet d. 5. marts 2011, betitlet
Rolf Jacobsens fortiede NS-fortid
skrevet af Jacobsens ven Ove Røsbak. Der stod:
Jacobsen skrev signerte ledere i Glåmdalen [en norsk avis], jeg har funnet 57 slike i hans redaktørtid. I (..) 1943 skriver han for eksempel: ”Krigen er uhyggelig, opprørende og motbytelig. Den er like opprørende og motbytelig som den samfunnsordning som er skapt av jødene og pengemakten.” Altså ren antisemittisme. Flere signerte ledere har også klart rasistisk innhold, og det går spesielt hardt ut over de svarte.
M. og M. talte om fortielse og blindvinkler og løgne
i den skandinaviske samtid.
Du kann inte lämna din kropp.
Men det vil jeg.
Du kan inte lämna din kropp.
Men det synes jeg ikke er så sjovt.
Du kann inte lämna din krop.
Men …
M.! hey. M.!
Der er x antal blindvinkler.
Der er et blindt punkt i øjet.
O
er et vigtigt bogstav i poesien,
apostrofens bogstav.
Orfeusblikket osv.
O er tilfældigvis også det bogstav
man sætter kryds ved,
hvis man stemmer på
Danmarks mest xenofobiske
parti. M. ved ikke,
hvorfor Dansk Folkeparti
har valgt bogstavet O.
Der er ingen sammenhæng
mellem det poetiske og det politiske O.
Det er et tilfældigt sammenfald.
Det blinde punkt i øjet.
Et punkt hinsides det erfarede, transcendens, bla bla bla.

O                                                                                                                                                O

Luk dit venstre øje. Placer dit hoved ca. 50 cm. fra papiret og se på det venstre O med dit højre øje. Bevæg langsomt hovedet tættere på papiret, mens du bliver ved med at se på det venstre O. Når du kommer ind på en vis afstand, forsvinder det venstre O. Det er, når det kommer inden for det blinde punkt på din retina. Prøv evt. også omvendt, dvs. luk dit højre øje og se på det højre O med dit venstre øje.

Men det at O’et forsvinder for øjet,
betyder ikke, at det er forsvundet.

Hvis M. siger: O, M.!
vender M. sig bort fra M.
for at henvende sig til hende
i al offentlighed. Her/her.
M. tænker på forskellen mellem
at forsvinde og at forandre
i og med sprog.
Hier ist keine Frau, siger Malina
i Ingeborg Bachmanns roman Malina.
Hier ist eine Frau.
Fra M. til M.
OM igen. MO.
I M.’s roman Salome hedder jegfortælleren
Elsa Mo, et anagram over Salome.
Dét ene greb, titlens markør,
gør hele romanen konceptuel,
det er tydeligt. M. forstår ikke,
hvordan anmelderne kunne tyde Salome som en
socialrealitisk teenageskildring.
En af anmelderne efterlyste sågar
en undertekst for voksne.
M. forstår ikke, hvordan
en voksen anmelder kan overse
romanens klokkeklare undertekst:
Racisme.
Der er to scener i romanen, hvor
det tematiseres eksplicit.
Hvad er det for en blindvinkel, som gør,
at den voksne anmelder ikke ser det?
I döröppningen, bredvid byrån, står en pojke i svarta byxor och bar överkropp och stirrar på mig. Det är som om mina lungor krympor, gröps ur, på varsin sida om en tickande bomb. Han stirrar på mig. Jag stirrar tilbaka. Att titta på honom känns som knivar. Det mörka vågiga håret. De sköra läpparna som blir vitare för varje sekund. De mörka ögonen. De mörka ögonen med de långa fransarna – käre gode Gud hjälp mig. Varifrån kommer hans mörka ögon? Har han slitit loss dem ur min spegeldbild?
Fosterbroderen Johannes,
som romanens jegfortæller Elsa Mo her møder for første gang
spejler hendes egne mørke øjne,
og det, hun føler i og med spejlingens genkendelse,
er noget meget stærkt. Findes der et ord for noget,
der er lige så stærkt som kærlighed, men ikke er kærlighed?
De mørke øjne, som spejler hendes egne øjne,
genkender og … hader hun. Hendes had kan fortolkes som en
spejling af samfundets racisme,
som hun ikke vil eller kan se i andres blikke,
men som Johannes’ øjne konfronterer hende med.
Ansigt til ansigt.
Senere i romanen, siger Johannes om Stalin:
”Om det inte vore för honom skulle vi alla tala tyska vid det här läget och vara en del av det tredje riket”, Johannes som fått syn på mig gav mig en nick, och både jag och Elsa hade antagligen blivit genetiskt bortsorterade.”
”Va fan menar du med det?” sa jag.
”Rasligt svaga element.”
Magnus [Elsas stedfader] tog tag i min arm och hindrade mig från att knuffa in Johannes i väggen.
”Det är inte mina ord … jag bara konstaterer vad som hade hänt om Josef här inte hader ingripit …”
Det, som M. ikke begriber, er, hvordan den voksne, svenske anmelder
kan se bort fra denne tydelige, men flertydige
racismeproblematik i Salome,
hvor Elsa Mo til slut ender med at ofre sin fosterbroder
ved at give ham skylden for, at hun er offer,
selvom han er uskyldig, og hun selv er skyldig
i at være offer, selvom det ikke er hendes skyld,
at det er hendes skyld. Elsa Mo
er en usympatisk jegfortæller, fordi
det både er hendes egen skyld og ikke hendes egen skyld,
fordi hun både er offer og ofrer.
Romanens sidste ord er skyld.
Min skyld.
M. noterer sig, at Salome ganske vist ikke er blevet læst
identitetspolitisk som bekræftelse af,
at Sverige er et multikulturelt samfund,
sådan som der ifølge Magnus Nielssons
artikel Litteratur, etnicitet och forestallningen
om det mangkulturella samhallet er tendens til i Sverige.
Bl.a. Astrid Trotzig og Aleksander Moutturi citeres i artiklen
for påpegelse af problemer med rasificerende og eksotiserende
læsestrategier i svensk litteraturkritik.
M. synes på den ene side, det er positivt,
at Salome ikke er blevet læst identitetspolitisk
og at M. ikke er blevet eksotiseret i receptionen,
men M. synes på den anden side, det er negativt,
at racismeproblematikken i Salome
tilsyneladende helt overses, og M. tænker,
at det er en blindvinkel, ligesom
den i Norge i forgårs. Hvad sker der for det?
At lukke øjnene for en glasklar racisme,
som man ikke vil se i øjnene.
Den kollektive glemsel – minnesforlust –
i den skandinaviske samtid,
som qua fortielsen og tavsheden opretholder løgnen om,
at nogle kroppe er mere eller mindre egentlige
end andre kroppe. Historiske løgne
som fx i Schopenhauers Om kvinderne fra 1920:
Allerede kvindens skikkelse fortæller os, at kvinder hverken er skabt til de store intellektuelle eller legemlige præstationer. De betaler ikke livets skyld ved at arbejde, men ved lidelse – fødselssmerterne, omsorgen for barnet, underkastelsen i forhold til manden, som kvinden skal være en tålmodig og opmuntrende ledsager. (…) Kvinderne egner sig netop til at pleje og opdrage os i vore første leveår, fordi de selv er barnlige, fjollede og kortsynede, fordi de – med andre ord – selv forbliver store børn hele livet igennem: en slags mellemstadie mellem barnet og manden, som er det egentlige menneske.
Det er den løgn – den vestlige tænknings
dehumanisering af kvinden med flere, som vi i fællesskab
må rase og sørge over og le ud, så den ikke bliver ved med at spøge.
Der er ikke nogen, der er mere egentlige mennesker end andre mennesker. Der er ikke nogen, der er mere egentlige mennesker end andre mennesker. Der er ikke nogen, der er mere egentlige mennesker end andre mennesker. Men løgnen spøger.
Den brændende fornuft – om kvinden og andre problemer fra 1989 skriver Per Aage Brandt: Mænd holder af at blive revet ud af deres identitet og tyngde, som de lider eksistentielt af; kvinder lider måske af livet på en anden måde, måske lider de af det modsatte, af formløshed og udflyden, og holder derfor af at tage form for den andens blik i erotikken de nyder forvandlingen, sådan som lærredet ville nyde at blive et maleri. Måske ikke. Hallo, et lærred kan ikke nyde noget,
for det har ligesom ingen sanser. Det er et dødt materiale, og det er en kvindes hud ikke. Aj, for et turn-off .
Kvinden har heller ikke mindre eksistens og identitet og tyngde end manden. Det er løgn. Det er latterligt.
Det er ikke, heller ikke i erotik, mandens blik,
der skaber kvinden, giver hende form.
Det er i al fald et noget bedre knald,
hvis han fatter, at hun findes i forvejen!
Nå, men Brandt skriver også: Det glatte og skinnende, Schein, skinnet og blikfangets glitren er jo egenskaber ved fallos, og man kan, som nogle psykoanalytikere gør, forestille sig, at kvinden erotisk identificerer sig med denne fallos, som hun ikke alene får, men også er eller bliver.
Det er jo løgn.
Det er en mildt sagt fallos-centrisk løgn.
Det er en løgn, som frarøver kvinden hendes køn og seksualitet.
Der er jo slet ingen vagina i den her skildring af det erotiske,
og der er heller ikke noget MØDE mellem kønnene,
der er slet ikke noget MELLEM.
Der er bare et dødt lærred, som spejler fallos.
Det er det blik på den anden, som får den anden til at forsvinde.
Men det at den anden forsvinder for øjet, betyder ikke, at hun forsvinder.
DØ LØGN DØ.
Forandring i stedet for forsvinding.
DET SKRIVANDE SOM MØDE MELLEM MENNESKER
M. tænker på M.
da M. og M. stod på scenen sammen i Hamar,
stadig lidt i chok over, at poesifestivalen hyldede en nazistisk digter
uden at italesætte det med eneste ord,
og M. og M. råbte DØ, LØGN, DØ i kor
Her/ her.
O
er det bogstav,
man sætter kryds ved, hvis man stemmer
på Dansk Folkeparti i Danmark, og i Danmark
er der mange, som sætter kryds ved liste O.
Stem med hjertet. Dansk Folkepartis slogan.
Hjerte. Stemme. Hjerte. Stemme.
M. sætter ikke kryds ved O, fordi (sæt kryds)
          1. M. har ikke stemmeret i Danmark
          2. M. har stemmeret i Danmark
Der er ingen sammenhæng mellem det ene og det andet O.
Det er et tilfældigt sammenfald, som ikke giver mening,
Men mellem os to, M.,
vi er ikke som Orfeus, vel?
Vores blikke får ikke kvinder til at forsvinde.
Vi er heller ikke som Eurydike, vel?
(Sei immer Tod in Eurydike – Rilke)
Tese: Orfeus vendte sig om med vilje.
Antitese: Det skider jeg på.
Syntese: ES WAR MORD.
Ingeborg Bachmann: Malina.
Der var ingen morder.
Der var intet mord.
Men det var mord.
Med Orfeusblikket
kan man kun se den andens ansigt forsvinde.
Med Orfeusblikket
ser man kun se sprækken i muren, forsvindingspunktet.
Ingeborg Bachmann, Malina:
Men väggen öppnar sig, jag är inne i väggen,
och för Malina är inget synligt förutom sprickan.
Malina. Animal.
Här finns ingen kvinna, siger Malina
til Ivan i telefonen.
DET VAR MORD.
ORD.
O, M!
Eller ikke-O, M!
Anti-O.
M. ved ikke, hvordan M.s ansigt
ser ud, mens M. skriver dette,
uspejlet i skærmen, men
M. kan mærke sin hud
som en varm membran.

 

One Response to Mette Moestrup: Brev til Mara

  1. M.M. rules!!

    Hør hende på Forfatterstemmer.dk, Danmarks største website for digtoplæsninger

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *