Roskilde 2013: Når Jesus klapper ude af takt til The Lumineers
Lumineers har et glædesfyldt repertoire, men de kom desværre ikke så langt med trampen i gulvet og et par enkelte HEY! og HO! Og når lyset slukkede mellem hver sang, var det som om, at stikket blev trukket ud på kontakten mellem dem og publikum foran Odeon-scenen.
Tekst og foto: Nikolaj Jonas Blegvad
Der skal ikke herske den mindste tvivl om, at Denver-bandet Lumineers tilsammen som band besidder alle de kvaliteter, som de har fået ros for i musikmedierne, men når et band ikke har kontakt med sit publikum, så er forskellen på en Spotify-gennemlytning og på at høre dem live for lille til, at man oplever glæden og det specielle som en live-optræden burde give.
Trampende stortrommeslag slog ud i det tomme mørke
Hver gang Wesley Schultz og de andre fra Lumineers havde afsluttet et nummer, blev lyset dæmpet; i mere end en forstand. For det var som om, at de skabte et større og større tomrum mellem dem og publikum. Selv om Jeremiah Fraites kom helt frem på scenekanten og trampede pulserende på en lille stortromme med bandets navn påskrevet, og Neyla Pekareks spillede sine blide klange på celloen, så blev det til en helt plain gennemspilning af deres sange og intet mere.
Perfekt som baggrundsmusik
Odeon-teltet var fyldt op med folk, og udenfor både stod og sad flere grupper af glade festivalgæster, som havde deres egne små fester med The Lumineers-koncerten som baggrundsmusik. På den måde virkede musikken perfekt, for den var absolut ikke forstyrrende, men tværtimod var det hyggeligt med lidt glade toner i baggrunden.
«Jeg tror fandme vi er gået skævt her»
En voksen mand stod og dinglede iført en heldragt, som vist nok skulle forestille en sæl. En anden stod med sømandshat og en hvid skjorte med en påklistret strimmel tape med ordene «Det er for vildt». Da en fuld og skæv Jesus-lignende fyr kom ud fra sceneteltet, mens han klappede helt ude af takt til musikken, og ordene fra Wesley Schultz lød «Slow it down», var der et par unge mænd, som sagde «jeg tror fandme vi er gået skævt her».
Hvem der var gået skævt er ikke til at sige med sikkerhed, men The Lumineers kunne have gjort sig mere umage med at give deres publikum lidt mere end bare en koncert, som egentlig egnede sig bedst som baggrundsmusik til de små forsamlinger udenfor teltet og til hende som satte sig sammen med vennerne på græsset for at spise sushi.
YAHOO! OTR: You guys have had so much success in the past year or so. Do you recall one moment when you realized that you’d finally «made it»?
JEREMIAH: It wasn’t playing «Saturday Night Live» or the Grammys or, like, every major late-night talk show. It was something much stupider and smaller. Growing up in New Jersey, Burton County, there’s a library system. I used to go there all the time and get stacks of CDs of bands I like, whether it was an Eminem album or the Rolling Stones or Coldplay or whoever. And I went in there probably a year ago and all the librarians were like, «Your album has been checked out for ages. There’s like 75 copies in all of Burton County, and they’ve all been checked out. They’re all reserved for 14 more people!» And I was like, «Holy s***, we’re a real band now. We’re in the public library system!» Which was such a stupid thing, but for me that was the moment where I knew this was the start of something. Now, all the superficial stuff aside, all the success and the bus and everything, all the luxuries, I still just want to be in a room and be able to write music with [Lumineers frontman] Wes [Schultz]. I think that was always the goal.