Øya 2013: Alabama Shakes
Tekst og foto: Nikolaj Jonas Blegvad
Med Brittany Howard i front bakket godt op af et percussion- og strengeinferno sprudlende af rock n’ roll og rå toner rystede Alabama-bandet gang i publikum. I hvert fald til at begynde med.
Siden frontfiguren Brittany Howard og bassist Zac Cockrell slog sine musikalske pjalter sammen på East Limestone High School og begyndte deres sangskrivning, har deres musikalske projekt udviklet sig stødt. For et par år siden dannede de sammen med Steve Johnson og Heath Fogg kvartetten Alabama Shakes, som allerede på kort tid har formået at skabe en større skare af fans, der blandt andet tæller Robert Plant, Jack White, David Byrne, Arctic Monkeys, Booker T Jones, Bon Iver, Drive-By Truckers og Adele.
Den norske fanskare stod klar foran Sjøsiden-scenen på Øyafestivalen denne onsdag aften. Brittany Howard trådte ind i en spraglet og farvestrålende kjole, og med en alvorlig mine greb hun den mintfarvede SG, stemte den, og så var de i gang.
“Bless my heart, bless my soul” skrålede Howard fra nummeret Hold On fra debutalbummet Boys & Girls. Når hun synger, bruger hun hele ansigtet, der transformerer sig til konstant nye grimasser. Hendes øjne forbliver rolige og alvorlige og en sjælden gang kommer der et smil frem bag alvoren.
En kvindelig Jack White
Hendes stemme er ikke af den slags, man forventer fra en kvindelig sanger, men i stedet er den rå, vrængende og kraftfuldt spændt ud over et relativt bredt register. Som en variant af både Jack White, Dan Auerbach og Nathan Willetts fra Cold War Kids med et feminint touch. Hun har en egen stil, der sammen med resten af bandet giver dem en særegen identitet, når de blander traditionel amerikansk musik med en southern stil.
De har formået at udgive en solid debut med den ene musikalske referanse efter den anden, som de med deres egen røde tråd væver et udtryk frem, som er Alabama Shakes varemærke.
En introvert jamsession
De er uden tvivl godt sammenspillet, men når de alle sammen står med lige så alvorlige miner som bandets frontfigur, så er det ikke nok, at de har en god debut i baglommen. Der manglede noget til koncerten, som ind imellem blev lidt af en introvert jamsession. Det blev en tom følelse, selv om det hele lovede godt i starten. Desværre byggede de aldrig op til det niveau, som de havde lagt op til. Det var som om, at man ventede på, at de skulle bryde ud af alvoren og byde ordentlig velkommen. Men det skete aldrig. I tillæg var de uheldige at have nogle lydmæssige problemer, der gjorde det svært for publikum at høre vokalen.
Om de var trætte, eller om der gemte sig andet bag de alvorlige miner forbliver et ubesvaret spørgsmål, men måske bliver det bedre med tiden. Jeg håber i hvert fald ikke, at deres fremføren denne onsdag i Oslo er en del af deres særegne stil.
Anmeldelsen er publisert på GAFFA.dk
Her kan du søke etter og låne musikk, bøker, tegneserier og noter i Deichmans katalog
