Søk Meny Lukk
Lukk
Av: Nikolaj Blegvad Intervjuer 19. november 2013

Autentisk lo-fi nostalgi

JennyWilson_880px-620x453

Tekst og foto: Jakob Overgaard

Interview med Jenny Wilson og anmeldelse af Demand the Impossible (Gold Medal Recordings, Sony Sweden, 2013).

I lyset af den engelske elektro-musiker Whitey’s for nylige rasen over den nærige TV-branche, der ikke vil betale penge for brug af hans musik, samt den danske popsanger og tv-vært Ida Corrs absolut minimale salg af hendes for nyligt udgivne plade, der i første salgsuge ikke nåede et salgstal på over 40 eksemplarer, kan vi med spænding vente, hvad en kunstner som svenske Jenny Wilson har at sige om at overleve musikindustrien i 2013. Hun har netop udgivet en selvproduceret skive med elleve tracks i et papcover med skrivemaskineskrift på bagsiden.

Hun er, som hun selv siger det, ”semi kendt”. En status hun kan dele med en hel del musikere og kunstnere, der uden tvivl, om enten de vil stå ved det eller ej, deler dette udsagn. På trods af et cv, der uden tvivl vil kunne imponere i vennekredse såvel som professionelt, må mange musikere se sig selv som middelmådige, når det kommer til opmærksomhed og eksponering. Tiden er, som vi alle ved, forandret. Om det er internettet, de gamle, støvede musiksyndikater eller forbrugeren, der er hønen eller ægget, er ikke klart for nogen. Dog er én ting meget sikkert: musikeren i samfundet er her for at blive – fattige, forvirrede, geniale, sultne, fyldt med mindreværd eller ej er de her. Én af dem er Jenny Wilson.

DemandTheImpossible-290x290

Hun udgav sit fjerde studiealbum 4. november ved navn Demand the Impossible gennem Sony Sweden og hendes eget selskab Gold Medal Recordings. Det var på en mandag, hvilket er den foretrukne dag at udgive noget på, hvis man søndagen efter vil havne på en god plads i ugens salgshierarki. Det var her den førnævnte pop-kunstner Ida Corr, fik en historisk lille plads på trods af at hun i længere tid, har været tungt eksponeret i reklamer, koncerter, tv og radio. Hun kan siges ikke at være ”semi kendt”, men er på trods af dette uden tvivl udkonkurreret af Jenny, som ser sig selv som værende mindre kendt. Pointen er: der er ingen sammenhæng mellem salg, opmærksomhed og selvopfattelse. Altså har den selvstændige og uafhængige artist måske alligevel en chance? Selvom man ser sig selv som semi.

Jenny Wilson er anstændig, men vred. Hun er utilfreds og hun vil have forandring. Ligesom en punker fra 80’erne, hvilket ikke er tilfældigt, da hun tilsyneladende som ung voksede op i udkants-Sverige. Pigen med læderjakke og hende, der kunne tegne. Hende, der på trods af manglende kvindelige forbilleder i de snævre medier, ville forstå og budbringe sin egen kunst. Hende, der væltede rundt i pladebutikker, til koncerter og mærkelige festivaller. Da hun fandt PJ Harvey og Rid of Me, var hun omkring 18 år gammel og dette var ifølge hende selv et startskud til livet som musiker.

Umoderne, men født af nettets tilblivelse
”Hvis jeg havde solgt ud, havde jeg nok været mere kendt”, bliver et statement, som jeg lægger mærke til i interviewet, men det er sagt ganske uden bitterhed fra Jenny Wilsons side. Hun går ikke på kompromis, siger hun selv og er stolt over at have sit eget pladeselskab, der er hendes, kun hendes og ingen andres. At hun selv ejer sine produktioner, vejer som et værdigt svar på mit kritiske spørgsmål om, hvordan hun forholder sig til giganten Sony i forhold til frihed og selvstændighed. ”Jeg kan ikke klare mig uden hjælp. Ellers har jeg ikke tid til min musik”, siger hun. Det er indlysende, men for bare tyve år siden, var dette udsagn ikke tænkeligt overhovedet. Dengang drømte alle om at være ejet af et stort selskab. Det var den eneste vej til verdensomspændende eksponering. Selv Rage Against the Machine skulle man opleve indkalde til oprør gennem Epic Records og senere Sony BMG. Sådan er det ikke længere. Nu kan en tilfældig person i Indien eller Australien høre dit seneste digitale mesterværk fire-og-tyve timer i døgnet, hvis bare der er adgang til internettet. De kan til og med, med kun nettet som mellemmand, også sende dig penge, hvis de er overbeviste. Dette bemærker Jenny Wilson at hun er født af. Hun har mærket, hvad det vil sige at blive skabt gennem internettets tilblivelse. The World Wide Web som den totale musikdistributør, hende som den eksperimenterende kunstner indenfor de konstant foranderlige rammer. Hun nævner at hun nok ikke ville have kunne nå sine fans, hvis ikke det havde været for de rammer internettet gav hende: masser af plads, (så godt som) ingen censur og en hel del potentielle lyttere fra hele landet og ikke mindst verden. Men uanset teknologi eller ej insisterer hun på, at hun altid vil udvikle sig og nå dem, hun bør nå. Dog er det eksempelvis spørgsmålet om hendes nye video til sangen ”The Future”, nogensinde ville få lov til at blive vist på landsdækkende musikfjernsyn ligesom alle musikere måtte stå i kø til for ti år siden. Se den selv og kom med din egen vurdering.

DIY-kultur-æstetik
På coveret af Demand the Impossible ses en håndtegnet og stirrende Jenny Wilson med en hætte over hovedet, et maskingevær på ryggen stående halv-truende foran et hegn med lys i baggrunden fra noget, der kunne være en by. Det oser af DIY-kultur-æstetik og det eneste, der ikke gennemfører det hundrede procent er, at det ikke er sort-hvidt. Hvis jeg selv havde været til et beskidt show, hvor unge røg joints i hjørnerne, nogen solgte sine venners hjemmelavede skiver mens frivillige langede billigt alkohol over disken tilbage i min teenage-tilstand, ville jeg helt sikkert have købt Demand the Impossible, for det er i en scene som den, jeg netop beskrev jeg kunne se den passe ind. Måske skulle den så ikke være lanceret af Sony og måske skulle musikken være en anelse mere beskidt, eksperimenterende og ikke så moderne og nordisk, som disse ting af og til kan lyde. Med andre ord: produktet forsøger at anvende lo-fi-kulturens linjer og former, og er et spændende indspark i denne niche, da det hverken er punk, hardcore, grindcore eller lignende. Det er kontrolleret musik, med en nerve af stål underbygget af sætninger som ”the beat will make me young” og ”I run like a child but I won’t forget my mission”. Jenny Wilson siger selv, at hun savner dengang hun skulle håndmale små skilte og selv stå for de små ting i afviklingen af hendes projekter. ”Vi var fattige og havde få resourcer dengang”, indskyder hun. Et troværdigt bevis for mig, for at Jenny Wilson selv er autentisk indenfor gør-det-selv-kulturens snævre, men velkendte historie.

JennyWilson_880px-620x453
Foto: Jakob Overgaard

Da jeg hørte Demand the Impossible igennem, var det det første fulde album, jeg havde hørt igennem i flere måneder – bortset fra enkelte LP’er, der er en anelse kortere end Jenny Wilsons udgivelse og som desuden ikke kan fås som digitalt medie. Endnu. Det er som at træde ind i en anden tid; det tynde pap-cover, den håndtegnede stil, skrivemaskineskriften og det fulde album på 11 tracks. Det er håbløst umoderne og får ifølge mig svært ved at nå den yngre generation, hvilket ellers må være tiltænkt med sit lo-fi udgangspunkt og sin rebelske attitude. Eller er det tænkt som nostalgi for de tredive til fyrreårige? Jenny Wilson gentager at hun er kompromisløs, og når jeg sidder foran hende, er det mig klart at hun er autentisk, stærk og selvsikker. Jeg er overbevist om, at hun ikke bare har lavet sig en DIY-lignende produktion for at sælge produktet med det trademark. Hun er fra den lille by, hvor man nemmere end alting, kunne skille sig ud, bare ved at gøre det, man syntes var fedt, personligt eller kunstnerisk. Hun har gået med læderjakken, har stået uden en krone og alligevel brugt, hvad hun havde på sin musik. Hun er autentisk og hun har al ret til at kræve det umulige. Også selvom det er med Sony i hånden.

Besøg Jenny Wilsons Facebook og find selv videre i skoven af links til pladesalg, koncerter og meget mere.

 

Her kan du søke etter og låne bl.a. musikk, noter, DVD’er og filmer i Deichmans katalog

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *

Abonner

Oppgi din e-postadresse for å abonnere på dette nettstedet og motta varsler om nye innlegg via e-post.