Søk Meny Lukk
Lukk
Av: Victor Josefsen Intervjuer 29. april 2024

Kollapse: Dyptloddende støyrock

– Å grave frem et uttrykk av det støyende og brutale berører meg og forhåpentligvis også lytteren. Det er en måte å vrenge mitt indre og de arr som finnes der via musikk, sier Peter Clement Lund i den albumaktuelle Ålborg-trioen Kollapse, som har sluppet fullengdeen «AR» på Fysisk Format.

Tekst: Jan-Olav Glette / Foto: Pressebilde (øverst), Kollapse

Sjelden har jeg de siste årene hørt musikk som rammer så sterkt fysisk og psykisk som danske Kollapse. Deres gjennomborrende, eksistensielle uttrykk og dyptpløyende tekster slår både i hjerte og mellomgulvet på like forstyrrende som fortryllende vis.

Her i samtale med Deichman musikk fortellet bandet om filosofi og noen av deres egne tanker om det inntagende verket «AR», som ganske riktig setter merker på sjelen til så vel lytter som utøver. Katartisk, smertefullt og styggvakkert. Kollapse består av Peter Clement Lund, Thomas Martin Hansen og Peter Drastrup.

Peter Clement Lund i Kollapse under innspillingen av albumet «AR». Foto: Kollapse

Hva har skjedd med Kollapse i tiden fra «Sult» til «AR»?  Og hvordan har bandet utviklet seg?

Peter L: Jeg tror, at en af de ting der er sket med bandet er, at vi er blevet mere konkrete og bevidste om, hvilket musikalsk udtryk vi gerne vil ramme. Vi er som enhed blevet mere sammentømret og har spillet en del shows sammen. «Sult» pladen var skrevet af et band, der stadig var nyt – altså det var en ny konstellation – og var lidt mere famlende. På «AR» er vi blevet meget mere fokuseret og klar over hvem vi er og hvad vi vil.

Peter D: Processen var stort set den samme på både «Sult» og «AR». Lange seje og møjsommelige timer i øvelokalet, men som Peter nævner, så var vi under skriveprocessen til «Sult» stadig i gang med at lære hinanden at kende. Peter joinede først bandet, da Thomas og jeg allerede havde taget de første par definerende spadestik til sangene der blev til «Drift» og «Libido». Én ting der dog med sikkerhed har været anderledes ved processen til «AR», er at vi bevidst forsøgte at styre udenom visse musikalske idéer og genrer, om man vil. Thomas havde et mere specifikt angreb og mere specifik baslyd i tankerne. Peter L havde besluttet sig for helt at undlade at bruge gængse power- og barré-akkorder. Og jeg vekslede konstant mellem at ville gøre tingene mere komplekse, men også mere 90’er drevet og «lige ud af landevejen», på samme tid. Vi har alle altid været glade for post-metal, men det blev trættende til sidst, konstant at blive sammenlignet med en håndfuld af de samme post-metal bands, om og om igen, på «Sult». På «AR» har vi helt bevidst forsøgt ikke at skrive lange passager med gradvis opbyggende sektioner og i stedet fokuseret meget mere på bratte start/stop dynamikker.

Thomas Martin Hansen i Kollapse under innspillingen av albumet «AR». Foto: Kollapse

Hva er bakgrunnen for albumtittelen «AR»?

Thomas: Titlen skulle favne alle tanker omkring pladens æstetik, lyd og generelle indhold. Der skulle ligeledes være en dobbelthed, der både rummer det fysiske og psykiske traume. Min gamle krop er fyldt med ar.

Peter D: Vi drøftede flere forskellige albumtitler, bl.a. «Afstand», «Krop» og «Form», før vi traf en beslutning om, at albummet bedst bar titlen «AR».

Peter Drastrup i Kollapse under innspillingen av albumet «AR». Foto: Kollapse

Hvilket forhold har dere selv til fysiske og psykiske merker og påkjennelser?

Peter L: Svært spørgsmål – for mig er fysiske og psykiske smerter uundgåelige dele af livet. I takt med at jeg bliver ældre bliver det kun mere tydeligt for mig. Jeg har ondt flere steder. Jeg har flere fortrydelser. Flere ting der er forbipasseret osv. Og så er der nok også, for mig, en grundlæggende erfaring af, hvordan alle oplevelser og relationer i livet efterlader mærker på og i en – på godt og ondt. Jeg har en ret klar vished om, at det selv jeg har, den indre dialog jeg har med mig selv, er resultatet af alle de relationer jeg har og har haft igennem mit liv. Min bevidsthed er i højere grad kaldet fra «de andre», de mennesker der er omkring mig, der indlejrer sig i mig. Det er et psykisk mærke – at jeg er givet over til andre igennem mine relationer.

Thomas: Jeg forsøger jævnligt at finde en balance mellem at tillade mig selv at leve og være i nuet og det at bearbejde smerte og depression uden at lade sidstnævnte definere min person.

Peter D: Både fysisk og psykisk smerte og ar er en følgesvend i min dagligdag og har været det gennem flere år.

Thomas Martin Hansen i Kollapse under innspillingen av albumet «AR». Foto: Kollapse

Hva er det som fascinerer med støy og brutale lydbilder?

Peter L: Jeg vil gerne skubbe grænser med det vi laver. Når jeg/vi skriver handler det for mig meget om at forsøge at skabe noget musikalsk ud af noget, der egentlig ikke er musikalsk. Det støjende er, for mig, en udfordring. En udfordring for os som komponister, en udfordring for mig som menneske og en udfordring for lytteren. Det skal ikke være let tilgængeligt at lytte til musikken. Den mest givende ros jeg har fået for den her plade er når folk fortæller mig, at de har lyttet til pladen og fik det helt dårligt af det – dét er en ros jeg tager til mig. Misforstå mig ikke, jeg elsker også ikke-støjende musik og lytter til alt muligt andet musik end den slags vi laver, men målet for mig med dette projekt er at gøre det besværligt. At grave et udtryk ud af det støjende og brutale, der rører mig og forhåbentligt også rører noget i lytteren. Disse elementer fungerer som måder at vende vrangen ud på mig selv og kommunikere via musikken, om de ar der er i mit inderste.

Thomas: Ubehag og menneskelige mangler er noget, der ofte gemmes væk bag filtre, ideologier, image eller anden menneskelig tyranni – det er ubehaget, vi ønsker at sætte en lup på. Dette kan have en rensende og positiv effekt i livet. Støj og brutalitet kan være arkitektur for formidling af disse følelser og tanker.

Peter D: Det er et godt spørgsmål. Personligt er jeg ikke som sådan fascineret af støj og brutal musik og det er begrænset hvor meget støjende musik jeg selv lytter til. Personligt er jeg interesseret i at kommunikere følelser, tanker og stemninger. At det så kommer ud så hensynsløst som det gør i denne konstellation, er jo bare et produkt af os tre individer bag. Et dogme som jeg nok har sat foran mig i flere af mine kreative foretagender er, at det ikke må være for let. Peter L bruger ord som besværligt og udfordrende og de ord er også meget passende på min tilgang til det at skabe musik og kunst. Hvis ikke jeg følte vi havde noget nyt at byde ind med, så tror jeg ikke jeg ville finde processen interessant overhovedet. Der er en overflod af ensartede ting derude, der drukner i hinanden. Som trommeslager føler jeg det er essentielt at opbygge og understøtte sangene med et spændende fundament og ikke bare forfalde til det gængse. Kollapse er af natur både råt og brutalt, men det er ikke essentielt for mig at det vi gør, er gennem det støjende og voldsomme.

Thomas Martin Hansen i Kollapset under innspillingen av albumet «AR». Foto: Kollapse

I hvor stor grad er lydbildet og tekst et speil av samfunnet og tiden vi lever i?

Peter L: Vi er ikke et politisk band, i den forstand, at vi bærer vores politiske overbevisninger med os ind i musikken. Personligt er jeg et ekstremt politisk interesseret menneske og har mange holdninger om vores samfund og den tilnærmelsesvist dystopiske tidsalder vi lever i, men rent musikalskt er det ikke noget der fylder her. På den måde er vores udtryk mere eksistentielt end politisk. Det er mere grundlæggende menneskelige erfaringer og problematikker vi tager fat i, end det er samfundsmæssige tendenser og problemer. Næsten alt er jo i princippet politisk og vi har holdninger, men de fylder ikke i vores musik. Kom ned i merchboden efter et show og snak med mig, så skal du nok få at vide hvad mine politiske overbevisninger er.

Jacob Bredahl og Peter Drastrup under innspillingen av albumet «AR». Foto Kollapse

Hvordan foredler dere personlige opplevelser og sanseinntrykk til kunstnerisk innhold?

Thomas: Der skal mange års øvelse til, for at kunne udtrykke følelser og mentale stemninger på en meningsfuld og tilpas universal og interessant facon. Sproget kan formes og det er okay at tage kunstneriske friheder. Tekster af denne art bør være ærlige, nådesløse, ikke-romantiserende og tro mod emnet.

Peter L: Det er svært. Det er en langsom, møjsommelig og forsigtig proces, når vi skriver musikken – og en af årsagerne er, at det skal føles ægte; som noget vi kan stå inde for. Vi skriver ting ned og noget af det vi oplever skal bearbejdes. Det gør vi alle tre på forskellige måder, men en af de måder vi har tilfælles er, at vi kan putte noget af det ned i musikken. Det skal ikke være skåret ud i pap og folk skal ikke stopfodres med hvad sangene er for os eller hvad/hvem/hvor/når de handler om, men vores erfaringer, problemer, tanker osv. ender alligevel i musikken. Det vi laver er en forlængelse af os, men det skal stadig være utilgængeligt nok til at folk selv skal arbejde med det vi skaber.

Peter D: For mig som musiker, er det at skabe kunstnerisk indhold ikke en formålsbevidst proces. Jeg tager ikke fat i noget konkret og forsøger at omdanne det til musik eller andet. Hvis vi havde en opskrift eller metode til at gøre det, tror jeg ikke jeg ville definere musikken som kunst. Det eventyrlige og udfordrende sker i øvelokalet, når vi er samlet, og ikke foran Pro Tools hjemme ved computeren. Jeg er klar over, at jeg er gammeldags og konservativ på det punkt. For mit vedkommende er der ikke meget tanke eller metode bag. Det er en intuitiv forlængelse af os som mennesker og alle de facetter der er i de liv vi hver især lever.

I Dead Rat Studio. Foto: Kollapse

Hvordan har dere funnet deres vokale uttrykk? Og hva gjør dere for å ikke slite ut stemmen?

Thomas: Jeg varmer altid stemmen op, enkle øvelser. Har ingen egentlig teknik udover at forsøge at ramme en kraftfuld lyd, der skubber en masse luft. Alle har deres «sande stemme» derinde et sted. En afgørende del af processen, når vi spiller live, er for mig, at jeg fysisk kan mærke hvordan luften arbejder sig fra mellemgulvet og op som en ru følelse i struben. Jeg har ikke den store interesse i at lære en masse teknik, men åndedrætsøvelser kan være fordelagtige.

Peter L: Øvelse, øvelse, øvelse. En masse timer brugt i øvelokalet på at råbe og skrige. Og så synes jeg også vi er gode til at hjælpe hinanden i studiet med vokalerne. Vi diskuterer, hvad der fungerer og hvorfor det fungerer. Vi har et godt samarbejde om det.

Peter Drastrup i Kollapse under innspillingen av albumet «AR». Foto: Kollapse

Fortell om forholdet til Amphetamine Reptile Records.

Thomas: En horde af AmRep bands blæste som en tornado igennem min by i start 90’erne og vendte vrangen ud på min musikforståelse. At se disse bands på en lille scene i Aalborg hvor miljøet var meget smalt, var på en gang fremmedgørende og forfriskende. Det føltes som at se de sidste nagler blive slået i grungens kistelåg – herefter var der ingen vej tilbage.

Her er noen stikkord som jeg vil at dere skal si noe om forholdet deres til.

Unsane

Thomas: For mig var de et formativt band. De fik mig interesseret i at spille bas og gav mig lyst til at krydse broen fra Helmet til en tungere, mørkere rock baseret musik. Ser dem nærmest som et klassisk amerikansk arbejderklasse band, blot med tungere lyd og emner end de svage mainstream bands, der er kommet ud af USA siden 70’erne.

Swans

Thomas: Swans viste mig hvor langt man kunne komme med en enkel, men raffineret tilgang og et autentisk udtryk. Halvdelen af appellen hos Swans er, at de overgav sig fuldstændig til deres musik – både til den overvældende fysikalitet, men ligeledes til at omfavne de menneskelige fejl og mangler hos Michael Gira. Der er en særlig form for mørke der, som kan virke nærmest beroligende på mig.

Shellac/Rapeman/Big Black

Thomas: Lyd! Den metalliske klang, de tørre trommer og det overordnede stramme udtryk hos samtlige bands, er nærmest en del af min DNA på dette tidspunkt. I nogle år jagtede jeg Bob Westons bastone, men har fundet ud af, at jeg hellere vil bygge ovenpå den markante, kantede lyd og nå frem til noget, der er mere passende for Kollapse. Albinis produktion på Zeni Gevas «Freedom Bondage» er noget nær perfekt og meget inspirerende lige nu. Big Blacks 2 lp’er er urørlige.

Kunst som mental hygiene

Thomas: Jeg vil omskrive og sige «Kunst som sammenhængskraft». Jeg ved, at jeg er fortabt, men kunsten lader mig arbejde på kanten, så jeg ofte formår at være mere nærværende og tilgængelig i min dagligdag. Det er en aktiv måde, hvorpå jeg kan forholde mig til døden og livet.

Peter L: Kunsten er ikke et redskab for mig til at «få det bedre» eller til at blive mere balanceret. For tiden er der meget fokus på kunstbaseret terapiformer osv., men det er ikke derfor jeg gør det – jeg gør det, fordi jeg ikke kan lade være. Det er en del af mig at gøre det her og skabe musik/kunst. Men som Thomas siger, så giver det mening at se det som en sammenhængskraft. Alt det der er i musikken er også inde i mig, og det er meningsfuldt at have et sted at arbejde med og være i de dele af mig selv.

Peter D: Den er svær. Jeg føler, at musik og kunst er nogle meget grundlæggende elementer i mit liv. Jeg kunne sikkert godt undvære det, men jeg har ikke lyst til at undvære det. Jeg ser det nok både som en slags selvpleje, men også som en afhængighed.

Skam

Thomas: Den sværeste at tilgive, er dig selv.

Peter L: Er en grundfølelse, vi alle ofte prøver at benægte eller fortrænge.

Angst

Peter L: Er et grundlæggende vilkår i tilværelsen. Alle kender angsten, alle har følt den og mange har været underkastet den. Alle i bandet har et intimt forhold til angsten, så hvis man fornemmer den i musikken, er der nok en grund til det.

Skuffelse

Peter L: Simon Critchley har sagt, at al filosofi har udgangspunkt i skuffelsen – skuffelsen over det religiøse (der er ingen gud og ingen mening) og skuffelsen over det politiske (verden er voldelig og uretfærdig). Jeg tror der er meget rigtigt i den betragtning. Livet er skuffende. Ikke kun, men der er meget der skuffer en igennem livet og det skal vi ikke lade som om ikke findes. Skuffelsen over de(t) liv vi ikke fik. Skuffelsen over de forspildte chancer. Skuffelsen over folk vi så op til. Skuffelsen over livets korthed. Skuffelsen over en selv. Det er alle steder.

Det stygge

Peter L: Man kan måske blive lidt lommefilosofisk/-psykologisk og sige, at én af grundene til selv-skuffelsen ofte stammer fra det stygge. Vi har alle kapaciteten til at være stygge. Det er overalt i verden og i os. Der er ikke nogen autenticitet eller redning at finde i at se det stygge i øjnene, men derfor skal vi stadig gøre det. Vi skal ikke lade som om, at alt er godt og hyggeligt. Verden er styg, vi kan alle være stygge og mange af os har nok også været det på forskellige tidspunkter. Vi har som minimum været udsat for det.

Thomas Martin Hansen og Peter Clement Lund under innspillingen av albumet «AR». Foto: Kollapse

Grunnleggende menneske-psyke

Peter L: Stort spørgsmål. Jeg tror vi, i bandet, alle har en interesse for det psykologiske – hvad det vil sige at være et menneske og hvem «jeg» er osv. Som jeg sagde tidligere, så forstår jeg selvet som relationelt – skabt af mine relationer. Ikke som i at der ikke findes noget personlighed «i forvejen», så at sige. Men den måde vi bliver til dem vi er, er gennem relationer. Vores psyke er, på den måde, omridset af vores tidligere erfaringer og af de mennesker vi har været sammen med. Det er interesseret mig, fordi disse ar og mærker kommer til at definere hvem jeg er.

Dead Rat Studio. Foto: Kollapse

Albumet er spilt inn i Dead Rat Studio. Fortell om lokalet, utstyret og atmosfæren der.

Thomas: Jacob Bredahl formår at skabe et enestående arbejdsmiljø med sin varme, væsen og humor. Han forstår at skubbe sine artister, så de yder deres bedste. Har stor respekt for ham som menneske. Andre kan sige mere om hans udstyr end jeg.

Jacob Bredahl i Dead Rat Studio. Foto:: Kollapse

Peter L: Jeg er heller særligt teknisk anlagt, så jeg ved intet om Jacobs udstyr, men hans måde at være på i studiet er fænomenal. Han ved, hvornår han skal skubbe til os og hvornår han skal give os plads. Han er et gennemført godt menneske, som har så meget styr på at indfange lyden af et band – det var også det, der tiltalte os. Vi tilbragte en masse tid der, døgnet rundt og låste os selv inde i den kreative proces, mens vi var der, og der var Jacob fantastisk til at opfange hvad vi ville og til at vide, hvordan vi kunne få det optaget.

Peter D: Dead Rat Studio er et fantastisk studie og Jacob et meget varmt og imponerende menneske! Jeg lærer noget hver gang jeg er i et studie for at indspille. Både ift. det tekniske med at indfange stemningen og lyden, men også om mig selv og min plads i, samt min tilgang til sådan en session. Selv om jeg er tilfreds med resultatet, så ser jeg også meget frem til at gøre det en smule anderledes næste gang.

Sam Bee står for albumomslaget. Fortell om det valget, han og det benyttede kunstverket.

Peter D: Vi var omkring et par forskellige kunstnere, inden vi besluttede os for Sam Bee. Selv om vi i den nuværende konstellation af bandet ikke længere har nogen relation til den første Kollapse plade, «Angst», har vi nok hele tiden set det hele som en slags triologi. Ikke nødvendigvis med det musikalske indhold, men i hvert fald rent billedligt. Thomas malede coveret til «Angst», som er det her meget farverige, abstrakte og lettere forvredne og chokerede ansigt. På «Sult» brugte vi et Gina Skwoz maleri, som igen er et close-up af et ansigt. Denne gang meget mere forpint, meget mere nøgent og mindre abstrakt.

Ud fra vores synspunkt, afslutter vi mere eller mindre et kapitel med «AR». Og det tror jeg også vi et eller andet sted sigtede en smule efter at illustrere med albumcoveret.

Sam Bees maleri på «AR», indkapsler brutaliteten og det hensynsløse rigtig fint, synes jeg. Det er offensivt i både udtryk og farve og det er præcist hvad vi følte sangene havde brug for denne gang.

Kan dere til slutt velge ti låter som på en eller annen måte har påvirket «AR» eller Kollapse sitt musikalske uttrykk?

Thomas:

Frank Lowe – «In Trane’s Name»

Ærligt, menneskeligt og både smukt og smerteligt. En mand der fandt sin sande stemme.

Great Falls  – «Thrown Against the Waves»

Knudret, ærlig, overvældende musik på alle måder. Perfekt.

Zeni Geva – «Shi No Umi»

Så meget kraft gennem strengene på denne plade. Et mesterværk.

 

Peter L:

KEN Mode – «No Gentle Art»

Det er et åbenlyst valg. Jeg lyttede en del til «Loved» pladen, mens jeg skrev på «AR» og KEN Mode bliver ved med at ramme en desperation, skuffelse og resignation i deres musik, som jeg er dybt imponeret af.

Under Byen – «Legesag»

Jeg har valgt den før i andre sammenhænge med lignende spørgsmål. Der er noget med stemningen og melankolien i nummeret, der rammer mig hver gang. Og lyrikken er hjerteskærende. Når Henriette Sennenvaldt synger «Jeg er træt af folk, der bare forlader mig», så kan jeg mærke det helt ind i mit inderste.

Chat Pile – «Pamela»

Hele «God’s Country» pladen kom i den sidste periode, vi skrev på «AR». Jeg ved ikke, om den har haft en indflydelse på vores udtryk, men det her nummer hørte jeg på repeat før, under og efter vi optog pladen.

Kowloon Walled City – «Oxygen Tent»

Ekstremt velskrevet og ekstremt velproduceret. Det har været en sand fornøjelse at for Scott Evans til at mikse «AR». «Piecework» pladen udkom i 2021 og har været i fast rotation hos mig siden, så den har også haft en indflydelse på mig.

 

Peter D:

I tilfældig rækkefølge (album, red.anm.):

Dazzling Killmen – «Face of Collapse»

Eksemplarisk 90’er math/noise-metal, som jeg lyttede en del til da vi skrev «AR».

Abandon – «The Dead End»

All time favorit. Tungere bliver det ikke. De var eksperter i at kommunikere håbløshed med en langsom og minimalistisk tilgang.

FACS – «Present Tense»

Abstrakt og moderne rock med en fænomenal trommeslager der inspirerer mig med hans feel og flow.

Kowloon Walled City – «Grievances»

Kowloon fangede mig først rigtigt, efter vi havde besluttet os for at bruge Scott Evans til at mixe pladen. Jeg elsker den autentiske og rå lyd han fik frem på Tvivlers «Kilogram» plade og det var en fornøjelse at samarbejde med ham på «AR».

Tool – «Ænima»


Hvis der er én trommeslager som jeg bliver nødt til at anerkende for at have inspireret mig bag trommerne, er det Danny Carey.

 

Kollapse – «AR» (Album, 2024)

 

 

Sjekk også:

Kollapse – «Død» (Ferske spor uke 15/2024)

 

Kollapse – «Sult» (Deichman: Årets album 2021, Jan-Olav Glette)

 

 

Kollapse – «Libido» (Ferske spor uke 39/2021)

 

Kollapse – Knæler (Ferske spor uke 37/2021)

 

Sjekk også relaterte saker nederst: Amphetamine Reptile Records, Big Black, Steve Albini, Cows, Shellac, Today Is the Day.
Du må muligens klikke «Last inn mer» for å få med deg alle.

 

Og sjekk:

Swans – «Filth» (1983 var langt ifra et puslete år)

Swans – «To Be Kind» (Deichman: Årets album 2014, Victor Josefsen)

Swans – «The Seer» (Deichman: Årets album 2012, Victor Josefsen)

Konsertanmeldelse: Overbevisende Swans-seremoni

 

Konsertanmeldelse: Unsane: Forløsende larmrock, Revolver

 

Shellac –  «Steady As She Goes» (Ferske spor uke 25/2019)

Shellac – «Dude Incredible» (Deichman: Årets album 2014, Stian Bjørnsson Hope)

Shellac – «Dude Incredible» (Dyr på platecoveret)

 

Big Black – «Atomizer» (Året var 1986)

«The Model» av Kraftwerk er et mesterverk, Big Blacks versjon er også et mesterverk (Her er noen av våre favoritt-coverlåter)

Big Black – «Headache» (Sensurerte platecover)

Big Black – «He’s a Whore», fra albumet «Songs About Fucking» (Coverkunst som hyller et annet verk)

 

 

Her kan du søke etter og låne musikk, bøker, tegneserier og noter i Deichmans katalog

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert.

Abonner

Oppgi din e-postadresse for å abonnere på dette nettstedet og motta varsler om nye innlegg via e-post.

Bli med blant 68 andre abonnenter