Søk Meny Lukk
Lukk
Av: Nikolaj Blegvad Anmeldelser 19. august 2013

Plateanmeldelse: The Knife – «Deep Cuts»

TheKnife

Ifølge The Knife er musikkhistorien skrevet af «privileged white men». Deres musik er politisk pop, hvor de leger med kønsroller, identitet og citerer Judith Butler i interviews med ordene «We are always in drag».

Første gang jeg stiftede bekendtskab med The Knife var i 2004, da en kammerat havde købt en version af Deep Cuts (udgivet første gang i 2003) med tilhørende bonus-DVD, hvor jeg for første gang hørte sangene «Heartbeats» og «Pass This On», som printede sig fast i mit sind som noget nyt og udfordrende. Og særligt da sidstnævnte sang viste sig at være på den medfølgende DVD. Hvad var det her? Det var fuldstændig umuligt at sætte i bås, og det var vanskeligt at sætte en genre eller identitet på det svenske søskendepar Karin Dreijer Andersson og Olof Dreijer.

I don’t like it easy
I don’t like the straight way
We’re in the middle of something
We’re here to stay
And we raise our heads for the colour red
(«You Take My Breath Away», fra Deep Cuts, 2003)

Vinylen kørte igen og igen under nålen, hvor vi sad i en lejlighed i København, og albummet blev et slags soundtrack til en spændende musikalsk periode og rejse for mig. Det var med dette album, at pop-duoen for alvor slog igennem, og det banede sågar vejen for et musikalsk gennembrud for deres svenske musikerkollega Jose Gonzalez, som lavede sin egen akkustiske og smukke version av første nummer på pladen, «Heartbeats», som han udgav på sin debut Veneer.

The Knife udnytter deres tids opbrud, hvor intet skal holde sig til bestemte regler, og hvis der i det hele taget er grænser tilbage mellem det sære, mærkelige og normale, så balancerer de så elegant på dem, at det ikke er til at sige, hvor de er på vej hen. Fra start satte de også sig selv til side og lod deres musikalske budskaber tale for sig selv, når de lod sig interviewe og spillede koncerter iført kostumer og masker. Disse masker blev dog til et kommercielt varemærke, som de har udtalt i et interview, men hensigten med dem var:

something that was meant to question identity and fame

Music can be so meaningless har Karin Dreijer Andersson udtalt. Deres tilgang til musik er både akademisk og alt andet end bare en proces med at lave kompositioner. De henter blandt andet inspiration fra bøger, når de dekonstruerer normer og musikalske konventioner. Olof gik på Stockholms Universitet, hvor han studerede gender studies, og Karin lånte hans pensumliste, når de sammen fordybede sig, udfordrede og implementerede både feminismen og queer-teori i deres musik. For at undgå det meningsløse i musikken forsøger de hele tiden at give slip på alt, som de ved om musik og i stedet udfordre alt det, som de ikke har kendskab til.

Deep Cuts fik The Knife op til overfladen, selv om de allerede havde udgivet albummet The Knife  i 2001. Efter successen med det andet album udgav de i 2006 deres tredje og mere dystre studiealbum Silent Shout, som Pitchfork udnævnte til årets bedste album.

«What we do is political. We want to question The Knife», siger de. Det skal ikke være til at tage fejl af, at de er politiske, når de kredser om emner som køn, race, klasse, musikindustrien, kongehuset, kernefamilien og identitet. Og selv om de efterhånden har sluppet maskerne, så mener de, at der findes andre masker under, men at man kan lære dem at kende gennem deres musik. Deres konstante udvilking og udforskning giver uforudsigelige resultater. The Knife er ikke et band, som man kan forvente noget af; ikke andet end at det giver mening, når de hele tiden forandrer sig, eksperimenterer og bevæger sig ad nye veje.

What we do is political. We want to question The Knife

Deres seneste udspil Shaking the Habitual fra 2013 er også en ny epoke i The Knife-konceptet. Den gang turnert de rundt med et gigantisk show, og 10. august spillede de som afsluttende band på Enga på dette års Øyafestival.

Se billederne her fra deres koncert på Øya av fotograf  Stian Schløsser Møller:

The Knife

 

The Knife

 

The Knife

 

Anmeldelsen er republisert fordi en dobbel-LP-utgave av «Deep Cuts» og «Silent Shout» vil være tilgjengelig i august på nummerert, henholdsvis på magenta og mørkeblå vinyl. Hvis du foretrekker å streame musikk, er «Pass This On» (2005 7 «Rip) fra «Deep Cuts» utgitt på digitale plattformer, det er den versjonen The Knife laget for deres første turné i 2006  (red.anm. 9. juli 2021).

 

One Response to Plateanmeldelse: The Knife – «Deep Cuts»

  1. Pingback: Øya 2013: The Knife

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *

Abonner

Oppgi din e-postadresse for å abonnere på dette nettstedet og motta varsler om nye innlegg via e-post.