Øya 2016 – Beach Slang

Tekst og foto: Nikolaj Blegvad

“I think we’re out of tune… We’re still learning this roch n’ roll thing”. Fem sekunder inde i første sang stoppede forsanger James Alex musikken med disse ord, og efter fem nye sekunder var de i gang igen. I gang med en koncert, der skulle vise sig at blive et tydeligt bevis på, at de fire unge fyre havde fuldstændig styr på deres punkrock.

Regnen var lige stoppet, og solen var brudt frem, da amerikanske Beach Slang fra Philadelphia gik på scenen tidligt på aftenen. Til trods for enkle justeringer på stemmeskruerne i begyndelsen, var der intet, der skulle rettes på undervejs. James Alex’ hæse og kraftfulde røst brølede igennem, og resten af bandet fulgte godt med med den dynamiske og melodiøse musik i bund, som kendetegner det unge band, der udgav deres første album “The Things We Do to Find People Who Feel Like Us” i 2015.

Deres apolitiske punk er befriende. “We are young and alive!”, råbesynger James Alex med tryk på andet og fjerde ord. Og det kunne man ikke andet end at være enig med ham i. Der er en tydelig sammenhæng mellem dette udsagn og deres fremtoning. Ingen tomme løfter her.

Og selv om det ikke er politiske statements, der er på agendaen hos Beach Slang, så handler deres tekster om livet, som det er, og om de kampe, der dukker op undervejs. Selv om bandet er forfriskende og har skabt deres eget udtryk, rummer musikken en række referencer. Attituden i den lyriske del af sangen “Hard Luck Kid” kan lede tankerne hen på Kurt Cobain, når James Alex synger “I never really cared and I never really tried. It never really matters so whatever, never mind.”.

Deres lyd trækker mere på den klassiske amerikanske highschool-punk/pop-punk end på grungen, og når alt kommer til alt er Beach Slangs musik indenfor den alternative rocks fire vægge uden at udfordre disse noget særligt. Alligevel er det attituden og energien, de vinder alt på. Og det er netop attituden, der trækker punken ind i billedet: “I hardly ever listen cause it’s all a lie. Almost everything is a waste of time.”. En fed I-don’t-give-a-fuck-kommentar til samfundets præstationskultur.

Fra koncertens begyndelse, med lidt ekstra vridning på Gibson-guitarenes stemmeskruer, leverede Beach Slang alt man kan ønske sig af en god punkrock-koncert. Det eneste man kan undre sig over er, hvorfor publikum stod så stille, men det var i hvert fald ikke bandets skyld. De kan deres “rock n’ roll thing”, og det beviste de.

Saken er publisert på GAFFA.dk