Vi må snakke om klima

Klimakrisen er her. Men hvordan skal vi snakke om den? Og hva sier skandinavisk litteratur om krisen? Har forfatterne et særlig ansvar?

Tekst: Marte Storbråten Ytterbøe / Toppfoto: Wikipedia / Foto av forfatterne: Anders Rye Skjoldjensen, David Lagerlöf / Omslag: Forlagene

Denne høsten har skandinaviske forfattere samlet seg på Deichman Grünerløkka. De har snakket om litteratur og klima. Førstkommende onsdag er det Espen Stueland, som blant annet står bak boken 700-årsflommen. 13 innlegg om klimaendringer, poesi og politikk, som har invitert Sofie Isager Ahl og Jesper Weithz til samtale. Sofie Isager Ahl er dansk, har gitt ut kortprosaboken Naboplanter, er oversetter  og ansatt ved Universitetet i København. Et ganske nytt bekjentskap for oss her i Norge, et meget interessant et! Svenske Jesper Weithz har blitt oversatt til norsk, og mange kjenner kanskje til hans roman Det som ikke vokser, er døende. Han er aktuell med diktsamlingen Invasiva folkgrupper, som han også skal snakke om på onsdag. Litteraturbloggen har fått lov til å snakke med begge forfatterne før samtalen på onsdag.

Sofie Isager Ahl

Måske er frygten noget vi skal igennem eller lære at leve med. Men jeg tror ikke at apatisk afmagt kan hjælpe os hverken nu eller i fremtiden.

Hva slags bok er Naboplanter?

– Fænomenet “naboplanter” dækker over, at en plante kan bære stoffer eller egenskaber der gør, at de er henholdsvis gode eller dårlige for hinanden. En plante er ikke bare en plante, men en del af en større økologi, af et plantesamfund, som den orientere sig aktivt efter. Naboplanter er en bog, der leger med både videnskabelige sprogformer – afarter af botaniske opslag, feltnoter – og blander det med et poetisk sprog- og billedarbejde. Jeg tænker det som en bog, der grundlæggende interesserer sig for de skift i perception, hvor noget åbner sig for os. Øjeblikke, hvor der opstår en dybde i sansningen, hvor verden omkring os pludselig og af uransagelige årsager trænger ind, får plads og vi selv bliver mindre, fordi verden omkring os bliver større. Og den skiftevise lettelse, begejstring, men også voldsomhed det kan være, når den type åbninger opstår, fordi det også er en overskridelse, når vi pludselig bliver vristet ud af vores egen sprogboble og erfaringsverden. Det er en bog, der interesserer sig for, hvordan vores kroppe påvirkes og påvirker og om sprogets rolle i hele den økologi.

Hva slags forhold har du til naturen?

– Jeg har mange forhold til naturen, tror jeg. Både destruktive og konstruktive, verdensfjerne og verdensnære. Jeg øver mig i at være mere opmærksom i det daglige – på alt fra byfugle til potteplanter. Jeg føler som mange andre en umiddelbar glæde og ro ved at være i den natur, jeg har kendt siden jeg var barn: den danske hede, strandene, de svenske skove eller det franske sommerland. Og jeg har meget stor respekt for natur, jeg ikke kender så godt – norske fjelde virker for eksempel både meget overvældende og til tider skræmmende på mig. Jeg skal helst være et godt stykke under trægrænsen, tæt på jorden og vandet med åbne vider, under en stor himmel, der har jeg det bedst.

Hva tenker du om hvordan vi mennesker behandler naturen i dag?

– Ser man på verdensplan er vi jo på vej i den gale retning i forhold til, hvordan vi udnytter naturens ressourcer. Fra det perspektiv behandler vi mennesker over en bred kam naturen dårligt. I den moderne verden har vi aktivt arbejdet på at skjule vores afhængighed af og forbundethed med naturen i vores dagligdag. Vi ser ikke vandets vej fra brønden til vandhanen, elektricitetens vej til vores stikkontakter – og derfor ser og mærker vi heller ikke, når vores forbrug kammer over og bliver destruktivt. Vi har været afskåret fra den natur, der understøtter vores liv. Spørger man folk direkte – det er der lavet undersøgelser om – så er det en forsvindende lille del af verdens befolkning, der ikke mener, at vi skal passe på naturen. Så problemet er ikke nødvendigvis vores holdninger til naturen, problemet er de strukturer vi har sat op, som gør at vi – om vi vil det eller ej – automatisk kommer til at være i et destruktivt forhold til naturen. Det er de strukturer, vi må ændre.

På hvilken måte tror du at skjønnlitteratur kan bidra til bevisstgjøring rundt klimaendringene?

– Jeg tror på, at det betyder noget at fortælle historier. Som mennesker tænker vi i billeder og litteraturen, poesien, er en billedmaskine. Det betyder noget, hvilke billeder vi lever vores liv med. Jeg tror det påvirker os i langt højere grad end vores samfund og kultur giver os indtryk af. Det er en del af kunstens arbejde at give folk et sprog for deres erfaringer, finde ord for det, der ellers er tavst – fordi vi risikerer at antage at vores erfaringer ikke betyder noget, hvis ikke vi ser det gengivet i sproget, i fortællingerne. Det at fortælle historier er en måde, hvorpå vi lærer os selv at kende både som mennesker og som samfund. Derfor kan det også være med til at bevidstgøre os om klimaforandringerne. Men når det er sagt, så er der mange typer skrift, der skal til for at bevidstgøre og forandre – særligt når det kommer til klimaforandringer. Vi har brug for poesien og litteraturen, men vi har sandelig også brug for policydokumenterne, de videnskabelige artikler, lovteksterne – det er helt afgørende.

Jeg føler et ansvar for, hvordan jeg fortæller historier, hvordan jeg skriver, og det ansvar tager jeg meget alvorligt, fordi jeg tror på at det betyder noget.

Som forfatter, føler du på et ekstra ansvar? Har du et ekstra ansvar?

– Jeg føler et ansvar som menneske og borger i verden først og fremmest. Jeg føler et ansvar for, hvordan jeg stemmer, hvordan jeg deltager, hvordan jeg forbruger, rejser og lever, hvad jeg bidrager med. Og det er så blandt andet igennem mit arbejde som forfatter, at jeg bidrager til samfundet. Jeg føler et ansvar for, hvordan jeg fortæller historier, hvordan jeg skriver, og det ansvar tager jeg meget alvorligt, fordi jeg tror på at det betyder noget. Men jeg føler først og fremmest at spørgsmålet om klimaforandringer hviler på mig som et menneske i verden.

Hvor redd er du selv for framtiden og for klimaendringene?

– Jeg er demonstrativt håbefuld de fleste dage. I mit antropologiske arbejde går jeg meget bevidst efter at arbejde med mennesker, der inspirere mig og giver mig håb. Jeg tror på, at gøre ligesom planterne, der vender sig mod lyset, pege det i den retning, hvor der er gode mennesker, som kæmper og arbejder hårdt, som øver sig i at blive bedre. Jeg arbejder pt. med unge regenerative bønder i Skandinavien, og den måde de lægger deres liv og jorde om på, den måde de arbejder nærmest alkymistisk for at regenerere de små stykker jord, de har til rådighed – det giver mig virkelig håb. Der er en vending på vej, og det foregår alle mulige steder. Det kommer nedefra … De udsagn er lige dele håb og bøn… Jeg tror begge dele er vigtige. Måske er frygten noget vi skal igennem eller lære at leve med. Men jeg tror ikke at apatisk afmagt kan hjælpe os hverken nu eller i fremtiden. Jeg vil ikke give det plads, der er for mange gode mennesker i verden, for mange gode kræfter, for mange oplagte løsninger.

Jesper Weithz

Jag är inte rädd. Jag är arg, förtvivlad och – ofta – ledsen.

Jeg er nysgjerrig på både Det som inte växer är döende och Invasiva folkgrupper. Kan du ikke fortelle litt om begge?

– Det som inte växer är döende är en existentiell thriller med klimatförändringar som bakgrund. Med den romanen ville jag utforska vad som händer när den trygghet och vardagslunk medelklassen i den rika västvärlden är vana vid börjar spricka. Jag ville också utforska några människor syn på naturen när det plötsligt känns som att den motarbetar oss.

– Invasiva folkgrupper är ett diktverk i form av ett kollage som behandlar den sjätte massutrotningen och migrationen i vår tid. Det är ett mörkt humoristiskt och samtidigt hemskt verk. Boken nämner det inte, men den färgades av min pappas bortgång några månader innan jag började skriva.

På hvilken måte tror du at skjønnlitteratur kan bidra til bevisstgjøring rundt klimaendringene?

– Jag tror att journalistik, facklitteratur, politiskt engagemang och forskning är bättre lämpade än skönlitteratur för att skapa medvetenhet kring klimatförändringar. Däremot kan skönlitteraturen, och annan konst, vara ett sätt att möta ekologiska och samhälleliga kriser på ett intellektuellt och/eller känslomässigt reflekterande plan som det kanske inte finns så mycket utrymme för inom exempelvis journalistiken och forskningen.

Som forfatter, føler du på et ekstra ansvar? Har du et ekstra ansvar?

– Nej. Jag kan inte se varför jag som författare skulle ha ett större ansvar än, säg, Equinors ordförande, aktieägarna i Vattenfall eller en amerikansk fossilpresident. Ansvar har de som har makt att bestämma. Och vi som inte har makt att bestämma har ansvar för att protestera när makthavare fattar beslut som drabbar människa, natur och planeten – oavsett om vi är författare, sjuksköterskor eller skolstrejkande elever.

Hvor redd er du selv for framtiden og for klimaendringene?

– Jag är inte rädd. Jag är arg, förtvivlad och – ofta – ledsen.

Hvor viktig er det å plante håp hos leserne? Behøver vi håpet?

– Jag tror att litteraturens förmåga att föda hopp är begränsad. Hopp – i en politisk bemärkelse – föds ur kollektivt agerande och kollektivt agerande föds ur ilska över olika sakers tillstånd. Alltså tror jag att det är viktigare att – med några av alla de former och tilltal som litteraturen möjliggör – återge hur jag uppfattar att världen är. Sedan är det upp till läsaren vad den vill göra med de tankar och känslor som väcks.

*

Møt Sofie Isager Ahl, Jesper Weithz og Espen Stueland til samtale førstkommende onsdag klokken 19.00 på Deichman Grünerløkka.
Les mer om arrangementet her.